Primære distancer: 5000m, 10 km og halvmaraton

Elitegruppe: Bobler

Beskæftigelse: Folkeskolelærer

Jeg kom sent i gang med livet som løber. I folkeskole- og gymnasietiden spillede jeg meget fodbold og var generelt en aktiv pige. Men i studietiden var træningen mere sporadisk, og det var først hen mod slutningen af min tid som studerende at jeg kom lidt i gang med at løbe. Her trænede jeg op til et par halvmaratonløb, og da jeg var begyndt at arbejde som lærer, besluttede jeg mig for at prøve at løbe et maraton. Det gjorde jeg så i silende regnvejr i Københavns gader i maj 2013, og ikke længe efter løb jeg mine første intervaller med AGF Atletik som 28-årig.

Det blev starten på et nyt kapitel i mit liv med en masse nye gode venner og bekendtskaber, samt en voksende passion for løbesporten. I AGF fik jeg dygtige trænere og motiverende klubkammerater, og dette var helt afgørende for at jeg i de følgende år gennemgik en udvikling som løber, som jeg aldrig havde drømt om tilbage i 2013.

Største løbeoplevelse:

Jeg har haft mange rigtig gode oplevelser med løb, og nogle af dem er blot noget simpelt som en virkelig god træning med klubkammeraterne eller en smuk lang løbetur i naturen. Men det største jeg har oplevet og opnået må være de to gange jeg har fået æren af at løbe for landsholdet til NM i henholdsvis cross og 10 km landevej. Det var noget jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at jeg skulle komme til at opleve. Det er bare noget ganske særligt at få lov til at trække i det rød/hvide tøj, og især i forbindelse med NM 10 km i 2018, som blev afholdt i forbindelse med Royal Run i København/Frederiksberg, var setuppet og stemningen ret vild, så det blev en oplevelse jeg sent glemmer.

Personlige rekorder:

1500m: 4:40.85

3000m: 9:58.44

5000m: 17:11.7

10 km: 36:08

Halvmaraton: 1:20:44